Turistbranchen raser over nye brændstofafgifter

Det er en falliterklæring fra Naalakkersuisut, lyder det fra brancheorganisationerne, mens udbyderne sender regningen videre til turisterne.
Skrevet af Rune Langhoff
19. juli 2010 15:00

- Det er noget af en falliterklæring, at man indfører afgifter. Det er helt hen i vejret at hente penge på den måde.

Så klar er reaktionen fra administrerende direktør i Destination Avannaa, Per Rosing-Petersen på Naalakkersuisuts udmelding om, at der skal afgifter på 25 øre på hver liter brændstof.

Det vil nemlig ramme ikke bare turistbranchen, men i særdeleshed også kunderne, mener han.

- Det er skruen uden ende. Det er meget uheldigt, for sådan en skrue er farlig, og den bør stoppes nu.

Derfor frygter Per Rosing-Petersen, at turisterne ligefrem vil blive væk, fordi priserne bliver endnu højere end de er i dag.

Det mindre rederi Diskoline, der sejler med turister og lokale i og omkring Ilulissat, ser også kun en mulighed: Højere priser.

- Jeg har endnu ikke tal på, hvor meget det kommer til at koste os, men der er ikke nogen tvivl om, at det er kunderne, der kommer til at betale, siger direktør i Diskoline, Frederik Sandgreen.

I Grønlands Turist- og Erhvervsråd er man heller ikke i tvivl om resultatet af afgifterne:

- Det vil blive dyrere at købe sejlture, siger Anders Stenbakken, som er administrerende direktør i Grønlands Turist- og Erhvervsråd.

Dermed står branchen overfor en stor udfordring. Der skal nemlig udvikles nye koncepter:

- Produkter i Grønland er dyre, det er dyrt at rejse i Grønland, og det bliver så endnu dyrere, så der er i udtalt grad brug for, at man arbejder mere med produktudvikling og i det hele taget fokuserer på branding af Grønland.

Anders Stenbakken har dog også forståelse for, at man indfører nye afgifter. Pengene skal jo findes et eller andet sted.