Turistattraktioner renoveres

Kommune Kujalleq har nu via de regionale udviklingsmidler samt penge fra kommunekassen, igangsat renovering af en række af områdets største turistaktraktioner.
Skrevet af Karsten Sommer
19. juni 2012 07:09

Det gælder blandt andet Gardar Kirke og Inuit hytten, der ligger side om side med de historiske nordboruiner i Qassiarsuk.

Ligeledes er der blevet midler til en pontonbro, der skal forbedre adgangsforholdene ved de varme kilder  i Uunartoq og endelig  satses det på en stærkere branding af Sydgrønland overfor turister og omverden.

Den samlede turistsatsning forventes at komme til at koste ca. 675.000 kroner. Heraf har Kommune Kujalleq fået 492.000 kroner i tilskud fra Selvstyrets regionale udviklingsmidler.

Beslutningen om renoveringerne og nyanskaffelserne er sket efter en række samråd med lokalbefolkningen via turistseminarer, borgermøder samt møder med bygdebefolkningen i Qassiarsuk, oplyser formanden for Erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget i Kommune Kujalleq, Kalistat Lund.

- Sydgrønland har noget helt unikt at tilbyde på turistområdet så vi er yderst tilfredse over at det er lykkedes at skaffe midler til den nødvendige renovering, så Gardar Kirken igen kan blive en turistattraktion, hvor såvel nordbohistorie som inuithistorien fortælles, siger han.