Turismen splitter vandene i færøsk valgkamp

Uspoleret, uopdaget, utroligt. Sådan beskriver den færøske turistorganisation Visit Faroe Islands Færøerne.
Den voksende turisme står højt på dagsordenen under den færøske valgkamp, som er i fuld gang Arkivfoto Foto © : Begemot/Flickr Commons
Skrevet af Ritzau
27. august 2019 15:38

Men sloganet er under pres fra de mange turister, særligt fra Danmark, som hvert år besøger Færøerne.

Den voksende turisme står højt på dagsordenen under den færøske valgkamp, som er i fuld gang, skriver Det Færøske Nyhedsbureau.

På Færøerne bor lidt over 51.000 mennesker, og ifølge Det Færøske Nyhedsbureau gjorde omkring 110.000 turister dem selskab i 2018.

Lige knap en fjerdedel af dem var danskere, vurderer Súsanna Sørensen fra Visit Faroe Islands.

Hun savner en løsning på den voksende turisme fra politisk side.

- De fleste turister kommer på grund af naturen, men flere landmænd har været utilfredse med, at de ingen indtægter får ud af det. Derfor er en del begyndt at tage penge for adgang til deres naturområder.

- Vi synes, der mangler et system, som håndterer det her. Som det er nu, er det ikke særlig struktureret, og vi har svært ved at sælge destinationerne, fordi vi ikke ved, hvor det koster, og hvad det koster, forklarer hun.

Der skal findes en løsning, for turisme er vigtig for Færøerne, forklarer Súsanna Sørensen.

Den skaber især arbejdspladser i yderområderne, hvor der ellers ikke er mange muligheder for arbejde.

I april i år lukkede Færøerne for turister i en weekend for at bruge kræfter på at genoprette de skader, som de mange turister forvolder.

Man oprettede nye gangstier og satte skilte op, så folk ikke vandrer overalt.

Færingerne går til lagtingsvalg på lørdag den 31. august.