Tupilak-kup i Danmark

Flere hundrede tupilakker og andre mytiske figurer i millionklassen er blevet stjålet fra en dansk kunsthandler i Sydthy i Danmark.
23. marts 2010 05:56

Bjørn Wandall, der betegnes som en internationalt kendt kunsthandler, er sikker på, at der er tale om et bestillingsarbejde.

- De har vidst hvad de gik efter, og de vidste, at der var tale om dyre ting, som de skulle passe godt på, siger Bjørn Wandall til Nordjyske.

Indbruddet skete uden at alarmen gik, og kontrolcentralen var heller ikke klar over, at alarmen var afbrudt efter det sidst registrerede signal klokken 01.30 natten til søndag.

Vicepolitikommissær Andreas Søgaard, der sidder med sagen hos Thisted politi, bekræfter overfor KNR, at der formentlig er tale om professionelle tyve.

Politiet efterforsker stadig sagen, og håber på, at tips fra folk, der er blevet tilbudt de stjålne tupilakker, vil være med til at opklare tyveriet.

- Vores grundlag er ret spinkel lige nu, men vi har da en forhåbning om, at det bliver opklaret, siger Andreas Søgaard.

Ifølge Jyllands Posten er Bjørn Wandalls tupilaksamling i Pakhuset Krik i Sydthy en af Danmarks største.