Tunge drenge overtager roret

Det bliver en af de tunge drenge, der nu sætter sig i formandsstolen i Greenland Minerals & Energy A/S, efter Lars-Emil Johansen forleden valgte at trække sig fra posten som bestyrelsesformand i selskabet.
Skrevet af Mads Fisker
23. juni 2011 07:11

Roderick Mclllree er således stifter af - og administrerende direktør for det australske moderselskab, der er noteret på børsen i Sydney. Og han beklager i en diplomatisk udtalelse Lars-Emil Johansens valg.

- Vi har haft et godt samarbejde med Lars-Emil Johansen. Hans erfaringer fra en lang politisk karriere og en årrække i det internationale erhvervsliv har haft stor betydning i opbygningen af vores grønlandske selskab, som hviler på grønlandske værdier og solid grønlandsk forankring. Vi beklager, men respekterer naturligvis hans beslutning, men vi forventer samtidig, at vi også i fremtiden kan trække på hans erfaring og indsigt, lyder det fra den nye bestyrelsesformand, Roderick McIllree.

To nye ansigter der begge ligeledes er sværvægtere i moderselskabet Greenland Minerals & Energy Limited har også fundet vej til bestyrelsen.

Den ene er bestyrelsesformanden her, Michael Hutchinson, der er forhenværende direktør for verdens største metal-børs, London Metal Exchange.

Den anden nye mand i bestyrelsen er Anthony Ho, der ligesom den nye formand har en direktørpost i moderselskabet.

Administrerende direktør i det grønlandske selskab, Ole Ramlau-Hansen, modtog på den ordinære generalforsamling desuden genvalg til bestyrelsen.