Tuborg beklager "stødende" øletikette

- At kalde en Tuborg for ”Min elskede øl” - "Asasaarannguara" - er et uantageligt budskab, vi ikke bør sende til vores børn, lyder børnetalsmandens udmelding, i forbindelse med en navnekonkurrence, der har kørt på Tuborgs grønlandske Facebook-side.
Foto © : Martin Brandt
Skrevet af Karsten Sommer
22. juli 2015 07:33

Aviaja Egede Lynges kritik af et af de grønlandske kælenavne til grøn Tuborg, kommer helt bag på Carlsberg/Tuborgs salgchef her i landet, Ole Karlshøj.

- Det finder jeg yderst beklageligt, hvis eet af de valgte navne kan virke stødende på folk, siger Ole Karlshøj på mobiltelefon fra en landevej i Polen, hvor han for tiden er på ferie.

LÆS OGSÅ Børnetalsmand kritiserer Tuborgs reklamekampagne

- Vores PR-bureau i Danmark har stået for konkurrencen på Facebook, og de har tydeligvis ikke været opmærksom på at navnet "Min elskede øl" kan opfattes uheldigt, siger Tuborgs salgschef, der dog ikke mener der kan gøres noget ved det nu.

Den uheldige etikette er nemlig allerede produceret og er på vej ud til butikkerne langs kysten.

- Vi har produceret til en måneds forbrug med de specielle etiketter, så efter ferien skulle det være slut, beroliger Ole Karlshøj.