Truss er ny britisk leder efter møde med dronning

Boris Johnson indgav sin afskedsbegæring som britisk premierminister på slottet Balmoral før Truss ankom.
Den 47-årige Truss, som frem til tirsdag var sit lands udenrigsminister, blev fotograferet sammen med dronningen, da hun accepterede anmodningen om at danne en regering og blive den 15. premierminister i de 70 år, hvor dronning Elizabeth har regeret. Foto © : Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
06. september 2022 14:45

Liz Truss er på et ceremonielt møde med dronning Elizabeth på slottet Balmoral i Skotland tirsdag eftermiddag blevet anmodet om at danne regering og er dermed formelt ny britisk premierminister.

- Dronningen tog ved en audiens i dag i mod den ærværdige Elizabeth Truss, medlem af parlamentet, og bad hende danne en ny regering, hedder det i en erklæring fra Buckingham Palace, som fastslår, at Truss imødekom monarkens ønske.

Dronning Elizabeth havde kort forinden mødet med Truss accepteret Boris Johnsons afskedsbegæring.

Normalt sker et magtskifte på Buckingham Palace i det centrale London, hvor den afgående og den kommende premierminister foretager hurtige besøg hos dronningen.

Den aldrende monark havde dog ikke ønsket at afbryde sit sommerophold på Balmoral for to korte ceremonier i hovedstaden.

Den 47-årige Truss, som frem til tirsdag var sit lands udenrigsminister, blev fotograferet sammen med dronningen, da hun accepterede anmodningen om at danne en regering og blive den 15. premierminister i de 70 år, hvor dronning Elizabeth har regeret.

LÆS OGSÅ Johnson i afskedstale: Truss vil få os gennem krisen

Truss ventes at holde sin første tale som premierminister uden for Downing Street 10 sent tirsdag eftermiddag (omkring klokken 17.00 dansk tid), hvis vejret tillader det. Der er varslet kraftig regn og blæst i London senere på dagen.

Truss skal onsdag lede sit første regeringsmøde og skal også svare på spørgsmål fra parlamentets medlemmer.

Det ventes, at den nuværende erhvervsminister Kwasi Kwarteng bliver ny finansminister, mens justitsminister Suella Braverman ventes at blive flyttet til den vanskelige post som indenrigsminister. James Cleverly ventes at få udenrigsministerposten.

Truss og hendes nye regering står over for kæmpemæssige opgaver, da Storbritannien er inde i landets værste økonomiske krise i årtier med høj inflation og ekstreme energiregninger.

Den nye leder er en erklæret liberal, som har lovet skattenedskæringer for at stimulere økonomisk vækst trods advarsler om, at inflationen kan blive værre, hvis regeringen optager nye lån.

Samtidig er det åbenlyst, at der er kløft i det regerende parti, da Rishi Sunak, tidligere finansminister, som tabte lederopgøret til Truss, talte om højere skatter og en mere forsigtig kurs i den nuværende krise.

Truss har sagt, at hun ikke vil udskrive valg før i 2024, hvor hendes embedsperiode udløber.

En måling foretaget af YouGov blandt 2488 vælgere viser tirsdag, at kun 14 procent af befolkningen venter, at Truss kan gøre det bedre i Downing Street end Boris Johnson.