Trumps regering adskiller stadig migrantbørn fra forældre

Trods kritik og sagsanlæg fortsætter USA med at adskille migrantbørn fra forældre, viser intern rapport.
Foto © : Gage Skidmore/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
18. januar 2019 07:34

Mange flere migrantbørn i USA kan have været adskilt fra deres forældre, end Trump-administrationen har erkendt.

Det konkluderer en rapport fra det amerikanske sundhedsministerium.

Det kan dreje sig om tusinder flere, end hvad der hidtil har været kendt. Det præcise antal er dog usikkert, fordi registreringen af børnene er mangelfuld, lyder det i rapporten.

Sidste år lagde menneskeretsorganisationen American Civil Liberties Union sag an mod regeringen på vegne af 2737 migrantbørn, der var blevet adskilt fra deres forældre ved indrejsen i USA.

Men der er mange flere end de 2737 børn, der blev adskilt fra deres forældre, konkluderer rapporten.

Præsident Donald Trumps regering indførte for noget tid siden en "nultolerance"-politik der indebærer, at alle, der krydser grænsen på ulovlig vis, skal fængsles og retsforfølges.

Det førte til, at et stort antal børn blev adskilt fra deres forældre, fordi børnene ikke måtte komme med i fængsel.

Denne politik blev Trump i juni presset til at ændre med et dekret, efter at store dele af USA havde reageret med forfærdelse over myndighedernes optræden.

Alligevel er adskillelserne fortsat, lyder det i rapporten fra sundhedsministeriet, som har ansvaret for børnenes ve og vel.

I perioden fra 1. juli til 7. november sidste år er mindst 118 børn blevet adskilt fra deres forældre.

Det amerikanske ministerium for indenlandsk sikkerhed siger, at omkring halvdelen af disse børn blev taget fra deres forældre, fordi forældrene havde en kriminel baggrund.

Ministeriet har ikke fremlagt yderligere oplysninger om dette.

/ritzau/Reuters