Trumps grænsemur rykker nærmere

Præsident Trumps omdiskuterede grænsemur rykker nu nærmere en virkeliggørelse.
Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, frigiver 3,6 milliarder dollar fra forsvarsbudgettet til Trumps grænsemur mod Mexico Foto © : Herika Martinez/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
05. september 2019 10:07
Versionist Bikki P. Kleist

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, frigiver nemlig 3,6 milliarder dollar fra forsvarsbudgettet til Trumps grænsemur mod Mexico.

Det svarer til knap 25 milliarder kroner.

Således har forsvarsminister Mike Esper godkendt omfordelingen af midler fra 127 andre militære projekter både i og uden for USA til dele af grænsemuren.

Ifølge økonomichef i Pentagon Elaine McCusker skal pengene blandt andet bruges på at bygge omkring 280 kilometer af grænsemuren.

Efter planen går byggearbejderne i gang den 16. januar 2020.

Og dét er en beslutning, der vækker kritik fra Demokraternes mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer.

- Det er et slag i ansigtet for de, der tjener vores land, at præsident Trump er villig til at kannibalisere allerede tildelt militær finansiering for at styrke sit eget ego og for en mur, som han lovede, at Mexico ville betale, siger han ifølge nyhedsbureauet AP.

Men i slutningen af juli omstødte USA's Højesteret beslutningen fra domstolen i Californien og gav grønt lys til Trumps planer.