Trump: USA har dræbt al-Qaeda-leder i Yemen

USA har dræbt lederen af al-Qaeda på Den Arabiske Halvø, Qasim al-Rimi, oplyser præsident Donald Trump.
Qasim al-Rimi blev udnævnt som leder af Aqap i juni 2015 af bevægelsens militærchef. Foto © : AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
07. februar 2020 21:31

USA har dræbt lederen af al-Qaeda på Den Arabiske Halvø (Aqap), Qasim al-Rimi, under en anti-terroroperation i Yemen.

Det oplyser USA's præsident, Donald Trump, i en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus natten til fredag dansk tid.

- Under al-Rimi har Aqap begået skruppelløs vold mod civile i Yemen og forsøgt at begå og inspirere til talrige angreb mod USA og vores styrker, udtaler Trump i meddelelsen.

- Hans død svækker Aqap og den globale al-Qaeda-bevægelse og bringer os tættere på at eliminere de trusler, som disse grupper udgør for vores nationale sikkerhed.

Trump oplyser i pressemeddelelsen ikke, hvornår Qasim al-Rimi er blevet dræbt.

Hævdede at stå bag angreb på flådebase

Søndag hævdede Aqap at stå bag et angreb mod en amerikansk flådebase i december, hvor en saudiarabisk soldat dræbte tre personer og sårede otte andre i den amerikanske delstat Florida.

Der er dog ingen beviser for, at Aqap var involveret i angrebet mod flådebasen i december.

Qasim al-Rimi blev udnævnt som leder af Aqap i juni 2015 af bevægelsens militærchef.

Al-Qaeda er ifølge FN en terrororganisation.