Ekspert: Trump som præsident kan få stor betydning for Arktis

Hvis Republikanernes præsidentkandidat i USA, Donald Trump, vinder valget til november, kan det få stor betydning for Arktis.
Foto © : Gage Skidmore/Flickr Creative Commons
19. august 2016 05:06

Det skriver Lone Wandahl Mouyal, ekspert inden for bl.a. juridiske udfordringer i Arktis, i en kommentar i Dagbladet Børsen.

Ifølge udmeldinger fra Trump vil han føre en “America First”-strategi - altså sætte amerikanske indenrigssager højest.

Det kan betyde, at USA’s øgede fokus på Arktis gennem de senere år, særligt via Arktisk Råd, forsvinder, da Trump ser skeptisk på klimaeksperternes advarsler.

Læs også Qujaukitsoq: Vi ved ikke hvad Trump vil

Samtidig støtter han udvinding af olie og gas i de arktiske egne, modsat sin modstander, Demokraternes Hillary Clinton, som mener, at Arktis på dét område skal holdes fredet for udvinding.

Også rent sikkerhedspolitisk ønsker Trump at ændre USA’s rolle ved at opruste militært, og det kan også let komme til at omfatte Arktis, mener Lone Mouyal.

- Trump vil afsætte markant flere ressourcer til militæret end Clinton, og oprustning og overvågning i Arktis kan blive central. Hvordan amerikanerne vil præge den fremtidige udvikling nord for polarcirklen afhænger i den grad af, hvem der sidder ved roret, skriver hun.

USA’s præsidentvalg finder sted 8. november i år.