Den mægtige grønlandshval er en sjælden gæst i klodens nordligste farvande. Men nye observationer tyder på, at det truede havpattedyr er i fremgang ved Nordøstgrønland, efter at bestanden her for 100 år siden var tæt på udryddelse som følge af kommerciel hvalfangst.
Så sent som i 2004 blev antallet af individer mellem Grønland og den russiske øgruppe Franz Josef Land estimeret til blot omkring 50 dyr. Bestanden - kendt som Spitsbergen-bestanden efter Svalbards hovedø - blev betegnet som "kritisk truet" og sat på rødlisten hos IUCN, Den Internationale Naturbeskyttelsesunion.
Uklart hvad fremgang skyldes
Nu er der fornyet håb, oplyser seniorforsker David Boertmann fra Arktisk Forskningscenter ved Aarhus Universitet, efter at besætning og gæster på et hollandsk turistskib i sommer har talt 80-100 grønlandshvaler i et mindre område ved iskanten mellem Grønland og Spitsbergen.
- Det er en god nyhed, selv om vi ikke er helt sikre på årsagerne til bestandens fremgang, siger David Boertmann.
Det er muligt, at hvalerne er kommet fra farvandet mellem Alaska og Sibirien i takt med, at isen smelter i Polhavet.
Så over 100 hvaler
Boertmann var i 2009 med andre biologer fra Aarhus Universitet og Grønlands Naturinstitut på feltarbejde for at tælle hvalrosser ved den nordøstgrønlandske kyst. Optællingerne foregik fra et Twin Otter-fly, og undervejs observerede biologerne adskillige grønlandshvaler i Nordøstvandet ud for det allernordligste Østgrønland.
Ud fra forekomsten i et afgrænset område beregnede de bestanden af grønlandshvaler til omkring 100 individer i Nordøstvandet.
Det er det højeste antal dyr, man har rapporteret for denne bestand, siden hvalfangsten ophørte i 1911. Og de hollandske meldinger bekræfter, at biologernes beregning ikke var ude af trit med virkeligheden.
Var næsten dødsdømte
Hvalforsker Carl Chr. Kinze, som tidligere var ansat på Zoologisk Museum i København, kalder det en glædelig nyhed, hvis grønlandshvalen er blevet mere talrig. Han antager, at der er tale om hvaler, der er kommet udefra.
- Man var lige ved at dødsdømme dem i Nordatlanten. Måske ser vi, at de finder tilbage, hvor de engang har været, og at der er tale om indvandring fra et bestandsoverskud i Stillehavet. Det er nok det mest sandsynlige, for det er ikke et dyr, der yngler hurtigt eller får mange unger, siger han til Ritzau.
Der er endnu meget, man ikke ved om bardehvaler som grønlandshvalen, bemærker Carl Chr. Kinze.
- Tandhvaler har sonar og bruger ultralyd til at orientere sig, hvor bardehvaler har ultralyde, altså meget dybe lyde. Men der er stadig masser af ubesvarede spørgsmål, siger Kinze.