True North Gems afviser politisk motiveret ansættelse

Rubin-selskabet True North Gems kalder i dag kritikken af ansættelsen af Demokraternes formand Jens B. Frederiksen som sikkerheds- og miljøchef for den kommende mine for beklagelig.
29. januar 2014 03:47

Og selskabets direktør Bent Olsvig Jensen kalder det uheldigt, når politiske drillerier vokser ud af proportioner og - fomr han udtrykker det - overskygger reelle og vigtige spørgsmål for landet.

Han afviser direkte, at ansættelsen skulle være politisk motiveret.

- Hvis det var tilfældet, havde vi nok tilknyttet en person med mere indflydelse på det område, understreger han. Og han mener samtidig, at Jens B. Frederiksen fra sine år indenfor politiet har en unik viden og kompetence i forhold til det arbejde, vi skal udføre.

Bent Olsvig Jensen fremhæver, at sikkerhed er en af de højeste prioriteter for den kommende rubinmine.

Der skal være systemer, arbejdsgange og et team, der lever op til både internationale krav og til Selvstyrets overvågning, så der redegøres for alt materiale og alle ædelsten under hele udvindings- og produktionsprocessen.

- Vi kunne sagtens overlade opgaverne til et udenlandsk sikkerhedsfirma, men vi har valgt opbygge vores egen organisation, hvor vi uddanner og beskæftiger vores egne medarbejdere. Og det er til at lede dét arbejde, at vi har ansat Jens B. Frederiksen, tilføjer Bent Olsvig Jensen.

 Og han understreger samtidig, at Jens B. Frederiksens erfaringer fra hans politiske virke overfor selskabets investorer viser, at han har erfaringer om ledelse på højt niveau og kan bestride et ansvar på ledelsesniveau. Det viser også, at han er vant til at begå sig internationalt, og det vægtes højt, når grønlandsk ædelsten skal afsættes ude i verden til gode priser, understreger den administrerende direktør for True North Gems.

Jens B. Frederiksen sagde forleden til Radioavisen som svar de seneste dages kritik af hans nye arbejde, at han fortsætter både som formand for Demokraterne og som medlem af Inatsisartut, men at han i alle eventuelle spørgsmål vedrørende rubinselskabets forhold vil erklære sig inhabil.