Trommedans var gemt og glemt, men hyldes i dag af UNESCO

UNESCO har i dag optaget trommedans og -sang på listen over menneskehedens immaterielle kulturarv.
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
15. december 2021 19:22

Det er i dag en stor dag for den grønlandske kulturarv.

UNESCO har nemlig besluttet at optage trommedans og -sang på listen over immatriel kultur, som har betydning for verdens mennesker og samfund.

LÆS OGSÅ Trommedans er nomineret til verdensarv

Immateriel kultur handler om det levende kulturelle udtryk, som man ikke fysisk kan føle på. 

Der er altså ikke tale om en liste med malerier og statuer, men derimod kulturelle udtryk som korsang i Georgien, trompetmusik i Elfenbenskysten, gastronomitraditioner i Frankrig, flamenco i Spanien og nu også Qilaatersorneq - grønlandske trommedans og -sang.

Genrejsning efter århundrede i skammekrogen 

I en pressemeddelelse udtrykker Grønlands Nationalmuseum og Arkiv (Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu) stor glæde og stolthed over, at trommedans og -sang nu er komme på verdensarvslisten. 

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil gøre trommedans til verdensarv

Det bliver samtidig bemærket, at Grønland er det første land i rigsfællesskabet, som får tilføjet noget til listen over immateriel kulturarv. 

- Det er lidt skæbnens ironi, at det sker i 2021 i 300-året for kolonisationens indtog i Grønland, hvor trommedans og -sang af kristendommen blev bandlysning og efterhånden forsvandt i Vestgrønland, skriver direktør for Grønlands Nationalmuseum og Arkiv Daniel Thorleifsen.

Toppolitiker ville stoppe trommedansen

Trommedans og-sang overlevede i mange år kun ved at gå i arv fra person til person. I takt med de teknologiske fremskridt, blev det dog muligt at forevige musikken på optagelser.  

I 1977 udgav pladeselskabet Ulo et album med østgrønlandsk trommesang.
Det var dog ikke alle, der var lige begejstret.

Det fortæller Karsten Sommer, der var med til at udgive musikken tilbage i 70'erne.

- Da det udkom, så var der en højtstående politiker, der ringede til os og sagde: "Det der skal I holde op med. Det skal bare glemmes. Det er dødt.". Så sagde vi til hinanden, at det her må vi vist gøre noget mere ved. Det er jo lyden af Grønland, fortæller Karsten Sommer. 

Arven gives nu videre til de unge 

Leif Saandvig Immanuelsen er en af dem, der i dag udøver trommedansen og lærer andre om traditionen. Han tror, at trommedansens optagelse på UNESCOs liste over immateriel kulturarv, vil sikre, at trommedansen ikke igen bliver glemt.

- Jeg tænker på dem, der har dyrket trommedansen og på vores efterkommere. Nu er jeg tryg ved, at de kommende generationer nu også kan dyrke trommedansen, og jeg ønsker dem godt arbejde, siger trommedanser Leif Saandvig Immanuelsen. 

Ifølge Naalakkersuisut er Grønland det eneste arktiske land, der kan søge om at få inuit-immateriel kulturarv på UNESCO's repræsentative liste.