Troede at folk skød med rifler i gaderne

Komikeren Jan Gintberg er i Nuuk, og her har han haft fem dage til at tegne et både oplysende og grinagtigt portræt for lige så uvidende tv-seere, før han i aften stiller sig på scenen foran et publikum i hovedstaden.
Skrevet af Mads Fisker
30. juni 2011 08:54

Han kalder sig selv for en komplet ignorant dansker, som er god til at stille dumme spørgsmål. Og modsat mange tidligere danske tv-produktioner her fra landet, er komikeren ikke kommet for at afdække nogen som helst skyggesider.

- Vi kigger ikke på nogen problemer, vel. Vi konstaterer, at der er noget socialt boligbyggeri, der ligner lort noget af det. Men jeg skøjter jo hen over emner som vold, drab og alkoholproblemer; det vælger jeg at se fuldstændig bort fra, siger Jan Gintberg. 

I stedet vender han sit eget, erklæret uvidende blik mod alt det, som måske ikke hører til med til forestillingen om Grønland og landets hovedstad hos de danske tv-seere, der senere på året skal følge hans opdagelser i Nuuk.

Komikeren har talt med arrangørerne bag den nylige Gay Pride, forsøgt at blive klog på, hvad søren der egentlig er så dragende ved den grønlandske polka, mødt borgmesteren i den nedlagte bygd Qoornoq og undret sig over de mange og store biler, som aldrig kan køre længere væk end Qinngorput.

Med underholdning som profession skal det selvsagt være til at grine af, men for Jan Gintberg handler det samtidig om slet og ret at vise et andet og mere spraglet billede frem, end det han går ud fra, mange danskere har præget på den mentale nethinde.

- Jeg vil gerne have, at man har en stemning, når man har set programmet af at hey fedt, det er slet ikke den her tristesse, men omvendt virkelig et dynamisk samfund i fremdrift og håb. Om det så lykkes, det ved jeg jo ikke, siger Jan Gintberg.

Og forestillingen om, at et flertal af danskere går rundt med et ret så dystert billede af, hvad det egentlig er for et samfund, der gemmer sig heroppe tusindvis af kilometer mod nord; den har Jan Gintberg fra sit eget første møde med Nuuk sidste år.  

- Jeg havde en masse fordomme om, at folk nærmest gik rundt og skød med flasker og rifler i gaderne og var pattestive alle sammen. Et samfund under afvikling i virkeligheden. Og jeg var vildt overrasket over, at der var sådan en ånd af, at nu skal vi fandeme have det her samfund op at køre. Og den gamle generations masse-suggestion om, at det er danskernes skyld altsammen, det kan vi ikke bruge til en skid; nu skal vi videre, siger han.

Før Jan Gintberg nu har sat sig for både at oplyse og ikke mindst underholde fra og om Nuuk, lagde han i foråret vejen forbi en række byer og flækker i det såkaldte udkantsdanmark med samme mission.

Som dengang kulminerer besøget i Nuuk med, at komikeren stiller sig op foran et lokalt publikum - blandt andet bestående af alle, han i løbet af ugen har talt med. Og selv om Jan Gintberg lige nu er fortrøstningsfuld, før han skal hjem på hotelværelset og formulere sine fortællinger og punchlines, så er han ret sikker på, at følelsen er anderledes usikker, kort inden tæppet går i aften.

- Der vil jeg frygte, at det bliver det værste overhovedet, at folk buher mig ud og ruller mig ind i sælfedt, tjære og lomvie-fjer og sparker mig ud af byen. Hvis folk bare sidder og ligner en hønserøv i ansigtet, så er det jo fordi, jeg ikke har forstået at lege med deres selvironi. Og det kan jo godt gå galt. Tro mig, siger Jan Gintberg.

Og hvis du bor i Nuuk og vil være med til at kaste dom over Jan Gintbergs humor, så er det altså i aften i forsamlingshuset klokken 20.00. Det koster i øvrigt 100 kroner.

Tv-udsendelsen bliver en del af en programrække til efteråret med navnet 'Gintberg på kanten' og ventes også at blive vist her på KNR.