Trods corona-udfordringer vajer Erfalasorput nu over nyt kinakontor

Den 18. november åbnede Grønlands nye repræsentation i Kina. Arbejdet er forsinket på grundt af corona, og det samme er den officielle åbning, som først bliver næste år.
Jacob Isbosethsen og hans sekretær Jaixin Zhou hejser det grønlandske flag. Foto © : Jacob Isbosethsen
27. november 2021 11:21

Det har været en hård start for diplomaten Jacob Isbosethsen, der netop er flyttet til Kina for at åbne en ny repræsentation.

Før han kunne hejse det grønlandske flag og komme i gang med arbejdet, skulle han nemlig i tre ugers isolation på et hotelværelse med fastlagte måltider og løbende corona-tests.

- Det var rigtig hårdt, men vi er kommet ud nu, og det er så dejligt, siger Jacob Isbosethsen.

Fisk for millioner
 

* Sidste år oplyste Naalakkersuisut, at grønlandske selskaber eksporterer for mere end 2,3 milliarder kroner til Østasien. Salget går primært til Kina, der giver omkring 1,5 milliarder årligt. 

 

* I 2019 meddelte Royal Greenland også, at Kina var selskabets største marked. Og på grund af interessen fra det kinesiske marked, bør Grønland placere sit kontor netop dér.

- Den 18. november havde jeg min første dag på repræsentationen, hvor vi fik hejst Erfalasorput og hilst på kollegerne fra Færøerne og Danmark.

Den grønlandske repræsentation ligger centralt i Beijing på den danske ambassade, hvor den færørske repræsentation også ligger.

På grund af de strenge corona-restriktioner er den oficielle åbning af kontoret udskudt til næste år, alligevel var det en stor dag for Jacob Isbosethsen, da han endelig kunne komme igang.

- Der var mange indtryk, og der er meget travlt, så jeg husker ikke så meget fra dagen, men det var flot, og vi er mange, der er stolte, siger han.

 

Den grønlandske repræsentationschef, Jacob Isbosethsen, skal arbejde tæt med den danske ambassadør Thomas Østrup Møller og den færørste repræsentationschef Sigmundur Isfeld.

 

KNR ville gerne have lavet et mundtligt interview med den nye kina-diplomat, men det har ikke været muligt på grund af travlhed og tidsforskel. Derfor har Jacob Isbosethsen svaret skriftligt på en række spørgsmål.

Specielle computere og telefoner

Der er stadig nogle ting, der skal på plads, før Jacob Isbosethsen kan gå i gang med sit egentlige arbejde i Kina. Der skal blandt andet skaffes specielle telefoner og computere af sikkerhedshensyn. 

Derudover skal hele kontoret, som diplomaten deler med den færørske repræsentation, have en ordentlig omgang, hvor der skal lægges nye gulve.

- Der er faktisk rigtig mange udfordringer og ikke mindst praktiske, så selvom man er utålmodig og gerne vil det hele fra starten, så må have en vis portion tålmodighed og løse de konkrete opgaver skridt for skridt.

- Ting tager tid at opbygge fra starten i et andet land, og så skal jeg i gang med at opbygge vores netværk, som betyder rigtig meget i diplomatiet, siger Jacob Isbosethsen.

 

Det grønlandske-, færørske-, europæiske- og danske flag vajer over kontoret, der ligger centralt i Kinas hovedstad Beijing.

Fokus på Kina - men også Sydkorea og Japan

Arbejdet med at etablere en repræsentation i Kina har været undervejs længe. Det blev officielt vedtaget under sidste års efterårssamnling, og nu er det altså en realitet.

Den helt store opgave består i at styrke økonomiske forbindelser til Kina, der ligger helt i toppen, hvad angår lande, som Grønland eksporterer fisk til.

Og netop dét arbejde vil virke mere troværdigt, når det er grønlandske repræsentanter og ikke blot den danske ambassade, der er til stede i landet, vurderer Jacob Isbosethsen.

- Når vi repræsenterer os selv og altid har Grønland som første prioritet i vores arbejde, så kan vi gøre det med en hel naturlig troværdighed samtidig med, at vi som folk, får opbygget vores egne erfaringer og kan drage vores egne konklusioner – i stedet for at andre skal gøre det for os, siger han.