Tre små børn ledte efter fulde forældre

Skrevet af Karsten Sommer
04. december 2006 17:44

I Qaqortoq har politiet haft travlt hele weekenden, hvor de måtte rykke ud til i alt 14 husspektakler, hvor også børn var indblandet. En enkelt episode gjorde ekstra indtryk på politiet i Qaqortoq.

Sygehuset i Qaqortoq ringede fredag nat til politiet og fortalte at der var bragt 3 børn til sygehuset med ambulancen. De tre søskende på henholdsvis 8, 7 og ca. 2 år blev samlet op af ambulancen, mens de midt om natten var ude på gaden for at finde deres forældre. De fortalte at deres mor og far var fulde og var gået fra dem. De var meget sultne da de ankom til sygehuset, og er nu bragt videre til de sociale myndigheder.

-De var simpelthen gået ud i den kolde nat for at finde deres fulde forældre, fortæller stationsleder Rene Andersen.

I Paamiut var weekenden julefrokosternes weekend. Politiet som ellers havde frygtet en weekend uden søvn melder at det alligevel ikke blev så slemt.

- Men der var mange berusere, og nogle husspektakler. Vi havde travlt, men ikke så travlt som vi havde forudset, oplyser politiassistent Johan Barlaj.

Politiet i Maniitsoq har ligeledes haft travlt med mange berusere og husspektakler, som også involverede børn. Julefrokoster og lønudbetaling kan godt være grunden til den travle weekend, oplyser stationsleder John Thorsen

Samme billede tegner sig i Ilulissat hvor der også var weekendtravlt, med berusere og husspektakler på grund af julefrokoster og lønudbetaling. Men ikke nogen alvorlige sager, oplyser stationsleder Janus Eigaard.