Tre hvalpe i Kuummiut mistænkes for at have en smitsom sygdom

Slædehundene, som stammer fra to forskellige hundegrupper, mistænkes for at have en smitsom sygdom. Sygdommen er endnu ikke identificeret, oplyser departementet.
Foto © : Jørgen Kristensen
17. april 2026 10:20

Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland modtog den 9. april en anmeldelse om mistanke om en smitsom sygdom blandt hunde i Kuummiut.

Det oplyser Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning i en pressemeddelelse.

To af de hvalpe, der mistænkes for at være smittet, er mellem tre og seks måneder gamle. Den tredje hvalp, som også mistænkes for sygdom, er seks uger gammel.

Sygdommen er endnu ikke fastslået, men der er mistanke om, at der kan være tale om infektion med parvovirus, oplyser departementet.

Ingen grund til at frygte omfattende smitte

Hundene i Kuummiut er for nylig blevet vaccineret, og myndighederne i Tasiilaq samt den lokale hundevaccinatør i Kuummiut har skærpet reglerne for vaccination.

– Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland ser ikke anledning til at frygte et større udbrud i forbindelse med disse tre sygdomstilfælde, oplyser myndigheden i pressemeddelelsen.

Hunde vaccineres mod parvovirus med en vaccine, der beskytter i tre år. Hvalpe, som endnu ikke er vaccineret, har dog større risiko for at blive smittet.

Træthed, feber, mangel på appetit, efterfulgt af blodig opkast og diarré, dehydrering og vægttab er symptomer, der kan tyde på parvovirus hos hunde, fremgår det også af pressemeddelelsen.

Det understreges desuden, at det er et lovkrav, at hunde vaccineres, og at det er nødvendigt, hvis de ikke allerede er blevet vaccineret.

Det skriver Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning i en pressemeddelelse.