Tre fartøjer på vej ud efter makrel

De første grønlandske not-fartøjer er på vej til Østgrønland for at deltage i det lukrative forsøgsfiskeri.
Skrevet af Jette Andersen
25. juni 2014 03:44

Makrelfiskeriet i Østgrønland begyndte i sidste uge. 12 grønlandske fartøjer ud af i alt 21, har fået licens til at fiske efter makrel i Østgrønland.

Makrelfiskeriet i gang

Mads Trolle Nedergaard fra fiskerilicenskontoret fortæller, at det primært er russiske fartøjer, der har fået licens til at fiske makrel. De grønlandske fartøjer har fået licens til at fiske 52.000 tons makrel i år - ud af en kvote på 100.000 tons.

Den grønlandske fiskerivirksomhed Polar Seafood, der har fået licens til at fiske 18.000 tons makrel, er snart klar, oplyser bestyrelsesformanden Henrik Leth.

Polar Seafood planlægger at benytte fire fartøjer til at fiske efter makrel. To er ved at blive omrigget i Island og på Færøerne og vil derefter sejle til Østgrønland. Et tredje fartøj er ikke klar endnu, og så har rederiet indchartret et russisk fartøj.

Royal Greenland er ikke klar med detaljerne omkring fiskerikoncernens makrelfiskeri i østgrønland og vil først være klar til at oplyse om deres planlagte fiskeri i næste uge.

Forsøgsfiskeriet i 2013 gik godt. Sidst var kvoten 65.000 tons hvoraf, der blev fisket cirka 52.000 tons - og Royal Greenlands fartøjer stod for cirka 10.000 tons af dem, skriver fiskerikoncernen på sin hjemmeside.

De resterende 9 fartøjer kommer fra Rusland, Island, Færøerne og St. Kitts & Nevis, der ligger i det Caribiske hav.