Tre anlæg opfylder ikke kravene

Der er tre Arctic Green Food-anlæg, hvor de krav som står i servicekontrakten med Selvstyret ikke er blevet opfyldt. Det fastslår Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Ane Hansen, i et paragraf-37-svar til Siumuts Ruth Heilmann.
Skrevet af Karsten Sommer
25. oktober 2012 06:26

Hendes spørgsmål skyldtes informationer om at kun tre ud af elleve Arctic Green Food- indhandlingsanlæg var åbne, på trods af at firmaet har en servicekontrakt  på 11 millioner kroner om året for at holde alle 11 anlæg i gang.

Ved et møde mellem Fiskeridepartementet og Arctic Green Food den 1.oktober, oplyste firmaet at i alt syv anlæg enten var åbne, eller var i gang med at blive klargjort til åbning.

Tilbage står anlæggene i Illoqqortoormiut, Narsamijit, Qassimiut og Aappilattoq, hvor selskabet erkender at de ikke er åbne for indhandling, og heller ikke umiddelbart er på vej til at blive åbnet.

Til radioavisen siger Ane Hansen at hun nu er gået i forhandlinger med Arctic Green Food om sagen, og at hun derfor ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Det ligger derfor endnu ikke fast om det kan komme på tale at selskabet skal betale en del af de 11 millioner som selskabet modtager fra selvstyret for servicekontrakten tilbage.