Trawler i brand

Sømændene på Polar Nataarnaq blev forleden testet alvorligt, da der brød brand i maskinrummet.
Foto © : Fotos: HHjerm G.Vejen H.Hansen
23. januar 2015 10:01

Polar seafoods trawler Polar Naataarnaq brød tirsdag i brand ud for Paamiut.

En dramatisk oplevelse, men bestyrelsesformand Henrik Leth fortæller at alle har det godt, og at trawleren er på vej til Nuuk og ankommer i aften ved midnatstid for at blive repareret.

 

Reagerede prompte

Skipper Kristen Højgaard beretter på Facebook om en dramatisk hændelse, der kunne være gået meget værre.

- Vi fik en alarm fra maskinrummet klokken 15.00. Vagthavende 1. mester gjorde det nødvendige og løb op for at vække maskinchefen. Samtidig blev jeg vækket, skriver han.

- Da jeg kommer op i styrhuset ser jeg styrmændene, fiskerne og maskinfolkene i færd med at lukke maskinrummet ned. dvs lukke branddæksler og døre. Hurtiglukkerne til brændstoffet aktiveret. Alt blev gjort på meget kort tid Efter at have holdt mandtal udløste vi slukningsanlægget til maskinrummet. det gjorde vi kl 15.15, beretter Kristen Højgaard.

Herefter kontaktede skibet Aasiaat radio, og de udsendte et may-day varsel.

 

Slæbebåd og brandmænd i aktion

Slæbebåden Viking Madsalex lå kun 2 timer fra Polar Nataarnaq. De kom trawleren til undsætning og slæbte den til Pamiut, hvor et stort opbud af brandmænd stod klar på kajen.

Kristen Højgaard fortæller, at det 24 timer efter hændelsen var uhyre spændende for besætningen at åbne ned til maskinrummet.

- Ilden var slukket og der var næsten ingen røg. Skaderne ser ud til at være små. men det skal gennemgås når vi ankommer til Nuuk. Ilden har været rundt hele maskinrummet kan vi se, men fordi der er blevet handlet så hurtigt ser det ud til at vi er sluppet utroligt heldigt fra hændelsen, skriver Kristen Højgaard.

 

Slæbes til Nuuk

- P.T slæber polar Aassik os langsomt mod Nuuk. der er dårligt vejr udenfor, fortæller han.

Skipperen glæder sig over at det ikke gik værre og sender stor tak til både sin besætning, besætningen på Viking madsalex, polar Aassik og brandvæsenet i Pamiut.