Travlhed i kommunerne før skolestart

IMAK’s ansættelsesblokade tidligere på årets betyder nu at landets kommuner i øjeblikket har ekstra travlt med at ansætte lærere forud for det nye skoleår.
Skrevet af Mads Ullerup
13. maj 2012 09:27

Forhandlingen om en ny overenskomst for landets folkeskolelærere er nu på plads, men vejen har været lang og hård.

Og undervejs forhindrede en blokade fra IMAK's side skolerne i at slå nye stillinger op.

Mens ansættelsesblokaden stod på, var det derfor umuligt for landets kommuner at ansætte nye lærer forud for det nye skoleår.

Nu hvor blokaden igen er ophævet, hersker der derfor travlhed rundt om i kommunerne.

Der mangler nemlig lærere til det nye skoleår i samtlige af landets kommuner.

Skoleafdelingen i Kommuneqarfik Semersooq skal højst sandsynligt ud og finde omkring 30 lærere til det nye skoleår. Det fortæller fagchef for skoleafdelingen i kommunen, Hans Peter Broberg.

I de andre tre af landets kommuner har man endnu ikke dannet sig overblik over, hvor mange lærere man skal ansætte forud for det nye skoleår.

Men fælles for alle landets fire kommuner er dog, at IMAK's ansættelsesblokade tidligere på årets betyder ekstra travlhed frem mod sommerferien.

- I modsætning til de andre skoleår, hvor folk har haft ordentlig tid til at søge og få svar, så skal vi alle sammen i kommunerne i Grønland haste os igennem opgaven. Og det kan så betyde, at ansættelsesprocessen bliver lidt mere febrilsk end ellers. Det fortæller forvaltningschef for skoler og daginstitutioneri Kommune Kujalleq, Jens Korneliussen til KNR.