Travl nytårsnat for politiet

Gadeuorden og fulde mennesker gav politiet en travl begyndelse på året.
- Vi har haft travlt og skullet løbe hurtigt for at følge med i alle de opkald vi fik, fortæller politikommissær ved Grønlands Politi, Bjørn Bjerregaard.
01. januar 2016 16:26

Fejringen af nytåret har som vanligt givet arbejde til Grønlands Politi.

- Vi har haft travlt og skullet løbe hurtigt for at følge med i alle de opkald vi fik, fortæller politikommissær ved Grønlands Politi, Bjørn Bjerregaard.

Det var hovedsageligt husspektakler og gadeuorden, som politiet blev kaldt ud til.

Læs også Efterlysning fra politiet i Nuuk

- I alt har vi været ude til 34 husspektakler, hvor de 20 har været i Nuuk, og vi har også været ude til 12 gadeuorden, siger Bjørn Bjerregaard.

Natten bød også på to mere alvorlige anmeldelser.

- Der er oprettet en voldssag i Qaqortoq, som er en mere alvorlig voldssag, og så har vi haft en voldtægt eller voldtægtsforsøg i Nordgrønland, siger Bjørn Bjerregaard.

Læs også Politi må beholde gamle rifler

De mange husspektakler medførte, at flere personer har tilbragt en del af årets første nat i politiets varetægt.

- Udover den ene voldssag har mange af sagerne været grundet beruselse, hvor folk kom op at skændes. I den forbindelse har vi haft en del anholdte, hvor folk har været inde og falde til ro og blive ædru, hvorefter de er blevet løsladt igen, lyder fra Bjørn Bjerregaard.