Travl julemåned for Aavaat-koret

Aavaat-koret har indledt et hæsblæsende decemberprogram.
Skrevet af Karsten Sommer
25. november 2009 07:12

I søndags havde Aavaat deres første julekoncert i Glumsø Kirke, næste søndag skal koret holde endnu en julekoncert i Hylleholt Kirke ved Faxe.

Dernæst står den på Nordatlantisk julekoncert lørdag den 12.december sammen med andre kor fra Island, Færøerne samt det grønlandsk MIK-kor.

Dagen efter skal Aavaat synge under den klimagudstjeneste som skal finde sted i Københavns Domkirke i forbindelse med Klimatopmødet.

- Det er første gang Aavaat skal synge i Københavns Domkirke. Og i det hele taget glæder Aavaatkoret sig specielt til denne klimagudstjeneste, hvor bl.a. den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu er blandt deltagerne, fortæller Aavaatkorets formand, Carsten Siegstad.

Onsdag den 22. december står programmet på DR´s traditionsrige julehilsen til Grønland. Det bliver 11. gang, at Aavaat deltager i DR´s julehilsenprogram, der sendes direkte, både i Danmark og Grønland.

2009-sæsonen sluttes endelig med grønlandsk julegudstjeneste på selve juleaftensdag den 24. december.