Transparency efterlyser argumenter for valg af bestyrelsesmedlemmer
- Der kan være rigtig gode grunde til, at man har valgt de to kandidater, men vi har ikke fået de grunde at vide, siger Jakob Strøm, næstformand i Transparency International Greenland, om Naalakkersuisuts udvælgelse af Søren Lennert Mortensen og Bodil Marie Damgaard som nye repræsentanter for Selvstyret i Air Greenlands bestyrelse.
Læs også Søren Lennert Mortensen ny formand for Air Greenland
Jakob Strøm understreger, at Transparency intet har at udsætte på de to nye bestyrelsesmedlemmer, men han efterlyser en klar og ikke mindst offentlig begrundelse for, hvorfor netop disse to personer er blevet valgt til posterne.
- Vi synes, der mangler en præcisering af, hvad er det for kompetencer, man har efterspurgt, og hvordan lever de her kandidater op til dem. Jeg er sikker på, det er dygtige kandidater, men der kunne godt være mere åbenhed om hvor det er dem der valgt til denne her bestyrelse, siger Jakob Strøm.
Læs også Ny formand i Air Greenlands bestyrelse
Åbenhed omkring udvælgelsen af bestyrelsesmedlemmer er ifølge Jakob Strøm vigtig, fordi det drejer sig om samfundsejede virksomheder, hvor offentligheden bør kende baggrunden for udpegelsen af ledelsen.
En offentlig begrundelse forhindrer ifølge Transparency International også spekulationer om kammerateri.
- Åbenhed er en mirakelkur for dumme rygter om nepotisme og alt muligt andet. Hvis der er fuld åbenhed omkring kriterierne for hvilke kriterier stilles op, og hvordan lever kandidaterne op til dem. Så undgår man de ting, fortalte Jakob Strøm, næstformand i Transpanrency International Greenland.
Læs også Selvstyret betaler 2/3 af billetprisen i servicekontrakt-områderne
Han mener desuden, at Naalakkeruisut som det mindste burde offentliggøre de udnævnte bestyrelsesmedlemmers CV i forbindelse med udnævnelsen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til kritikken fra Naalakkersuisut inden redaktionens deadline.