To transkvinder skriver historie ved valg i Tyskland

Tessa Ganserer og Nyke Slawik fra De Grønne bliver de første transkvinder nogensinde i den tyske Forbundsdag.
- Det er en historisk sejr for De Grønne, men også for bevægelsen for frigørelse af transpersoner og for hele queer-miljøet, siger Tessa Ganserer. Foto © : John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
27. september 2021 13:56

To tyske politikere fra miljøpartiet De Grønne har skrevet historie ved at blive de første transkvinder nogensinde, der bliver valgt til Forbundsdagen.

Det står klart efter søndagens valg i Tyskland.

Der er tale om 44-årige Tessa Ganserer og 27-årige Nyke Slawik.

- Det er en historisk sejr for De Grønne, men også for bevægelsen for frigørelse af transpersoner og for hele queer-miljøet, siger Ganserer.

Queer-miljøet inkluderer kønsminoriteter og seksuelle minoriteter.

Ganserer og Slawik har sikret deres pladser i parlamentet efter at have stillet op i henholdsvis delstaten Bayern og delstaten Nordrhein-Westfalen.

Ganserer, der har to sønner, ønsker blandt andet at indføre lovmæssige ændringer, der gør det muligt for homoseksuelle mødre at adoptere børn. Hun vil også gøre det lettere at få godkendt et kønsskifte i officielle papirer.

27-årige Slawik har på Instagram jublet over søndagens resultat

- Vanvid! Jeg kan stadig ikke helt tro det, men efter det her historiske resultat bliver jeg helt sikkert en del af Forbundsdagen, skriver hun.

Slawik vil blandt andet indføre en national plan for at bekæmpe homofobi og transfobi. Hun vil også forbedre lovgivningen mod diskrimination.

Homoseksualitet var en forbrydelse i Tyskland frem til 1969. I 2017 blev det tilladt for to personer af samme køn at blive gift.

Hadforbrydelser mod folk fra LGBT-miljøet steg sidste år med 36 procent i Tyskland. Det viser opgørelser fra politiet.