Tragisk ulykke: Ældre mand afgået ved døden i Ittoqqortoormiit

Lørdag nat afgik en ældre mand ved døden, efter han faldt ned af en skrænt. Manden døde på stedet.
Lørdag nat er en ældre mand afgået ved døden nær Ittoqqortoormiit, efter han faldt ned ad en skrænt. Foto © : KNR / Malik Brøns
17. juni 2024 09:00

En ældre mand er faldet ned ad en skrænt 20 kilometer nordøst for Ittoqqortoormiit, da han sammen med en større gruppe sent fredag aften var ude og samle æg.

Manden er afgået ved døden ude på stedet, fortæller vagtchefen ved Grønlands Politi Anette Ostenfeldt mandag morgen.

- Politiet modtog anmeldelsen tidligt lørdag nat lige lidt over midnat, og det viser sig, at manden mistede sit fodfæste og faldt de mange meter ned, siger hun.

Taget hårdt på byen

Vagtchefen fortæller, at byen er meget berørte, og at det ‘har taget hårdt på alle’.

- Jeg ved, at sundhedsmyndighederne og kommunen tilbyder krisehjælp med psykologer til alle, der gerne vil have det, men det er ikke noget, politiet er inde over, siger hun.