Trænerløn kan forebygge misbrug

Indførelse af lønninger til trænere inden for de forskellige idrætsgrene, kan styrke forebyggelsen af alkohol- og hashmisbrug blandt sportsfolk. Forslaget kommer fra Arqalo Skifte, der selv har været aktiv idrætsudøver i gennem mange år.
Skrevet af Najaaraq Egede
01. oktober 2009 07:46

Hash og alkoholmisbrug blandt sportsfolk er et stigende problem, og det er dybt problematisk, siger Arqalo Skifte. Han foreslår nu, at der indføres lønninger til trænere der samtidig kan deltage i forbyggelsesarbejde.

Hans udmelding kommer efter, at to kendte sportsfolk, blev taget af politiet med 200 gram hash i bagagen.

- Det er ærgerligt at høre om kendte sportsfolk, der gør sådanne ting, og det er desværre ikke enestående, siger Arqalo Skifte, der har selv trænet børn og unge i langrend og håndbold.

Han mener, at det nuværende forebyggelsesarbejde, som Paarisa og forebyggelseskonsulenterne, beskæftiger sig med, ikke længere er nok.

- I folkeskolen hører børnene om skadevirkningerne af tobak, hash og alkohol, men de hører ikke om det gode liv, man kan have, når man dyrker sport. Kendte sportsfolk kan bruges meget mere som rollemodeller, så børn og unge derved kan få nogen at se op til, siger han.

Derfor mener Arqalo Skifte, at trænerløn bør indføres i hele kysten. Derved kan kommunerne få engagerede trænere, der også vil være med til forebyggelsesarbejdet i Atuarfitsialak, Den Gode Skole.

- Allerede i folkeskolens idrætstimer og andre sportsaktiviteter vil det kunne gøre underværker. Børn og unge vil lære, hvad det vil sige at have et sundt og aktiv liv og have sunde madvaner, siger Arqalo Skifte.

Nogle kommuner har allerede indført trænerløn.