Torsdag var det FN´s internationale dag for oprindelige folk

FN indstiftede i 1994 en årlig oprindelige folks dag, der skal fokusere på de ca. 330 millioner oprindelige folk der bor i 90 af verdens lande.
Skrevet af Karsten Sommer
10. august 2018 11:51

I Canada har Premierminister Trudeau gang på gang udtalt, at relationen til landets landets Inuit, Indianer og Métis-befolkning har høj prioritet for den canadiske regering. Og han markerede også FN-dagen i går.

- I dag fejrer vi, sagde han, hvad oprindelige folk har bidraget til Canada, men samtidigt husker vi også at de har været udsat for diskrimination og undertrykkelse i mange hundrede år. Men vi vil arbejde for at bygge et mere lige, fair og inklusivt land.

- Sammen kan vi bygge en verden hvor oprindelige folks rettigheder er respekteret, hvor deres stemmer bliver hørt og deres samfund trives, sluttede Trudeau sin udtalelse, i anledning af den oprindelige folks dag.

Den nyvalgte præsident for ICC, Dalee Sambo Dorough, påpeger i anledning af FN-dagen, at næste år, 2019, bliver FN´s år for oprindelige folks sprog!

- I alle lande, hvor der bor oprindelige folk, bør man forberede aktivt hvordan vi hver især kan give vores bidrag til FN´s fokus på vores oprindelige sprog, lyder opfordringen fra ICC-præsidenten.