Toprepublikanere lover fredelig magtoverdragelse efter valg

Trump vil ikke garantere fredelig magtoverdragelse efter præsidentvalg. Nu siger republikansk leder ham imod.
Trump har flere gange sået tvivl om, hvorvidt valget vil være retfærdigt, og ytret mange bekymringer om brevstemmer. Foto © : Tom Brenner/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
25. september 2020 08:22

Flertalslederen i det amerikanske senat, den republikanske Mitch McConnell, slår fast, at USA vil opleve en "ordentlig magtoverdragelse" efter præsidentvalget til november.

Det skriver han på Twitter.

Med meldingen går han imod sin partifælle og præsident, Donald Trump.

Trump sagde natten til torsdag dansk tid, at han ikke ville give garantier for, at der vil ske en fredelig overdragelse af magten, hvis han taber valget 3. november.

- Vi må se, hvad der sker, siger Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus, da en journalist spurgte, om Trump ville garantere en fredelig magtoverdragelse, hvis han tabte valget?

LÆS OGSÅ Microsoft afslører stort hackerangreb mod USA's præsidentvalg

Trump har flere gange sået tvivl om, hvorvidt valget vil være retfærdigt, og ytret mange bekymringer om brevstemmer.

På grund af coronapandemien ventes en stor del af vælgerne nemlig at stemme per brev.

Og det er en "en katastrofe", siger Trump.

Han har tidligere hævdet, at den eneste måde, Demokraterne kan vinde valget, er "ved at snyde".

Trumps udtalelser har allerede fået flere andre republikanske politikere til at forsikre, at de går ind for en fredelig magtoverdragelse.

Det gælder både den republikanske senator Mitt Romney og senator Marco Rubio, der tidligere har stillet op til at blive Republikanernes præsidentkandidat.