Toldere får mere hash i nettet: Knap 40 kilo beslaglagt

Smuglere havde det hårdere i 2019 end året før. Mængden af kontanter og hash i toldernes net er steget.
Told hash
I 2019 beslaglage toldere hash 97 gange, hvilket i alt løber op i 39 kilo hash. Foto © : KNR
Skrevet af Jens Betak
26. februar 2020 10:42

Hash og kontanter bliver i stigende grad beslaglagt af toldere i Grønland.

Det viser et svar fra Departementet for Finanser til et paragraf 37-spørgsmål.

I 2019 blev der beslaglagt hash 97 gange, hvilket i alt løber op i 39 kilo hash. Det er en stigning på 1,3 kilo i forhold til 2018.

Flere kontroller af skibe

Samtidig er der sket en markant stigning i mængden af kontanter, som bliver forsøgt smuglet ud af landet. Sidste år blev der beslaglagt 6,6 millioner kroner, hvilket er over 4 millioner kroner mere end året før.

Tolderne kontrollerer gods fra både skibe og fly, og især i forhold til kontrollen med skibe er der sket flere kontroller.

I 2018 var der fem kontroller, mens der i 2019 blev gennemført 22 kontroller.