Qaasuitsup i økonomiske problemer

Der er økonomiske problemer i Qaasuitsup Kommunia. Kommunen, der ophører med at eksistere fra nytår, er løbet ind i økonomiske vanskeligheder på falderebet. Det er især på det sociale område, at budgettet ikke holder.
24. oktober 2017 07:07

Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at Hans Eriksen var kommunaldirektør i Kommune Kujalleq - han er naturligvis kommunaldirektør i Qaasuitsup Kommunia.

Selvom indtægterne er større end budgetteret i Qaasuitsup kommunia, så er udgifterne desværre steget endnu mere. Det fremgår af kommunens budgetrevision, der skal sikre, at kommunen følger det vedtagne budget for 2017.

- Der er en fejl beregning på hjælpeforanstaltninger til børn og unge på 19 millioner, og så er der afsat 8,5 millioner for lidt til ældreforsorg, siger kommunaldirektør i Qaasutsup Kommunia, Hans Eriksen, til KNR.

Alt i alt overskrider socialområdet budgettet med 35 millioner kroner, og dertil kommer en overskridelse af budgettet for administration på 16,5 millioner.

Underskud skyldes ikke naturkatastrofer

Ifølge Hans Eriksen er overskridelserne ikke affødt af naturkatastrofen, der ramte bygderne ved Karrat Isfjord.

 - Nej, det er de budgetforudsætninger som man i sin tid vedtog i de stående udvalg og kommunalbestyrelsen, de holdt desværre ikke, siger Hans Eriksen.

Som en konsekvens af overskridelserne har kommunen blandt andet stoppet to byggeprojekter og vil spare knap 4 millioner kroner på skolevæsnet, men det tilrettede budget viser stadig et underskud på 37 millioner kroner i 2017.

Den dårlige økonomi i Qaasuitsup vil påvirke de to nye kommuner - Kommune Qeqertalik og Avannaata Kommunia - der erstatter Qaasuitsup Kommunia fra årsskiftet. Det fortæller Ane Hansen, der bliver borgmester i Kommune Qeqertalik:

Ane Hansen: Ufortståeligt

- Jeg har svært ved at forstå, at borgmesteren og ledelsen i Qaasuitsup Kommunia kan ramme så meget ved siden af i budgettet, siger hun.

Ane Hansen siger også til KNR, at hun har bedt om en nærmere forklaring fra Qaasuitsup Kommunia, og Kommune Qeqertalik vil revidere budgettet for næste år, for at undgå ubehagelige økonomiske overraskelser.

Qaasuitsup Kommunias oprindelige budget viste et underskud på 25 millioner, og nu ser underskuddet ud til at blive 37 millioner kroner.