Fra kassedame til regionschef: Martha blev hædret for 40 år i KNI
Torsdag i sidste uge var en ganske særlig dag for Martha Mikaelsen fra Tasiilaq.
Regionschefen har nemlig arbejdet i KNI i 40 år, og derfor fik hun en fortjenstmedalje i sølv af Dronning Margrethe.
* Hvis man skal have medaljen, skal man have arbejdet mindst 40 år i træk i en virksomhed.
* Det er arbejdsgiveren, der skal indstille sine medarbejdere til medaljen.
* Fortjenstmedaljen kan udelukkende tildeles danske statsborgere.
Kilde: Social og indenrigsministeriet
Da Martha startede i virksomheden, hed den noget helt andet, og den unge kvinde betjente et monster af et kasseapparat.
Men meget er sket siden, fortæller jubilaren.
- Dengang hed det KGH, og tingene har ændret sig virkelig meget. Jeg blev kaldt ind af købmand Jaappili, som spurgte, om jeg kunne arbejde.
- Først skulle jeg tage en test. De ville vide, om jeg kunne tælle til 10 og skrive tallene, og da jeg bestod testen, kunne jeg begynde at arbejde, siger Martha Mikaelsen.
Startede som teenager i Kulusuk
Martha Mikaelsen var 18 år, da hun begyndte at arbejde i butikken i Kulusuk efter, at hun havde bevist, at hun kunne tælle til 10. Men arbejdet var noget helt andet end i dag, fortæller hun:
- Dengang jeg begyndte at arbejde, var det som kassedame. Og det, der har udviklet sig mest siden da, er de elektroniske hjælpemidler, vi har.
- Jeg kan huske, at vi skulle trykke virkelig hårdt, når vi skulle taste prisen på kasseapparatet, og så skulle vi dreje rundt på en tang for at åbne kassen.
- I dag ligner kassen bare en regnemaskine.
Og selv om hun har arbejdet det samme sted i 40 år, har hun flyttet sig meget.
- Man kan sige, at jeg har uddannet mig igennem mit arbejde. Jeg har udviklet mig fra kassedame til leder, og i dag er jeg regionschef i Pilersuisoq.
Den 58-årige regionschef er langt fra færdig på arbejdsmarkedet.
LÆS OGSÅ Ny millionaftale: Færdigmad og hundredevis af nye varer på vej til Pilersuisoqs butikker
- Disse 40 år betyder virkelig meget for mig. Jeg vil blive ved med at arbejde, så længe jeg er rask. Men jeg har da også lyst til at prøve noget andet, mens jeg kan. Men nu må vi se, hvad fremtiden bringer.