Tinnitus og stress kan hænge sammen

Stressede mennesker er mere end dobbelt så udsatte for at blive ramt af tinnitus, som kolleger, der ikke lider af stress.
06. september 2011 11:26

Tinnitus er det medicinske navn for en brusende eller hylende tone for øret, som ikke kommer udefra.
Sammenhængen er påvist ved en svensk undersøgelse, udført ved Karolinska Institut og Stressforskningsinstituttet ved Stockholms Universitet.

- Så vidt vi ved, er vores undersøgelse enestående. Vi påviser, at risikoen for at få tinnitus mere end fordobles, hvis man er følelsesmæssigt udmattet. Det er noget vi altid har haft mistanke om, men nu viser vi det sort på hvid, siger docent Dan Hansson fra Karolinska Institut til avisen Sydsvenska Dagbladet.

At der er et sammenhæng mellem tinnitus og stress er ikke ensbetydende med, at man kan konkluderer, at stress er årsag til tinnitus.

- Lige nu kan man ikke sige, hvad der er hønen, og hvad der er ægget. Det mest sandsynlige er nok, at sammenhængen går den anden vej. At personer med tinnitus også har større risiko for at få stress, siger Dan Hansson.