Tiltrængt regn oversvømmer Australiens østkyst og skaber kaos

New South Wales, der har været plaget af brande, oplever nu regnmængder, der ikke er set siden 1998.
En bil midt i vandmasser i byen Byron Bay i den australske delstat New South Wales. Foto © : Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
09. februar 2020 17:44

Australien er hårdt prøvet på vejrfronten. Siden september har landet været plaget af voldsom tørke og omfattende naturbrande, og nu er det så store mængder regn og kraftig blæst, der præger den australske østkyst.

Regnen er hårdt tiltrængt og har været med til at slukke nogle af brandene, men de store mængder regn skaber også problemer.

Søndag oplever New South Wales for tredje dag i træk regnmængder i en størrelse, der ikke er set siden 1998.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det skaber ifølge vejrmyndighederne risiko for pludselige og livsfarlige oversvømmelser.

Mindst 80.000 hjem er uden strøm som følge af uvejret i delstaten, og vejret har flere steder i New South Wales også påvirket trafikken. Eksempelvis er togstationen i Narribri, som ligger omkring 500 kilometer nordvest for Sydney, fuldstændig oversvømmet.

Regnen er kommet i selskab med voldsom vind, og flere veje er lukkede på grund af oversvømmelser og træer, der er væltet i vinden.

I Sydneys havn er flere færger aflyst, og ved byens strande er der registreret bølger på op mod 14 meter.

Selv om den voldsomme regn skaber kaotiske tilstande flere steder i delstaten, så er regnen alligevel en kærkommen gæst i Australien.

En bruger på Twitter deler et foto af to brandmænd, der byder regnen velkommen.

- Disse billeder er de eneste, jeg går op i, lyder den glade kommentar fra Twitter-brugeren.

/ritzau/