Skuddrama i Narsaq: Tilskadekommen er ansat i lufthavnen
Opdateret med informationer fra Air Greenland klokken 12.
To ansatte i Mittarfeqarfiit var til stede under skyderiet i Narsaq onsdag eftermiddag.
Den ene er ifølge administrerende direktør i Mittarfeqarfiit, Henrik Estrup, blevet ramt af glasskår og er blevet behandlet på sundhedscenteret i Narsaq.
Ifølge Henrik Estrup er der tale om en heliportleder og -medarbejder.
- De varetager ind- og udcheckning, bagagehåndtering og meddelelser til helikopteren osv. Men ud over det er der ikke nogen af dem, som er kommet fysisk til skade. Men det er klart, at de er blevet kraftigt psykisk påvirket af sådan en omgang, siger Henrik Estrup til KNR.
Air Greenland ønsker ikke at kommentere på de tilskadekomne eller om nogen af disse er ansat i Airgreenland.
Henrik Estrup oplyser desuden til KNR, at alle ruteflyvninger til og fra heliporten i Narsaq er blevet indstillet. Dog har politiet, Air Greenland og Mittarfeqarfiit fløjet til og fra byen siden i går.
HR chef i Air Greenland Mads B. Christensen fortæller KNR, at man handlede hurtigt efter at man ved 17-tiden hørte om skyderiet:
- Da vi bliver bekendt med, at der er en hændelse i Sydgrønland, hvor vores passagerer og personale er involveret, gør vi det, at vi forbereder et fly herfra og aktiverer vores kriseberedskab. Det er tredelt og er rettet mod vores egne besætninger, vores passagerer og hvis der skulle være nogen med tilknytning til passagererne, som har et særligt behov, siger han.
Air Greenland oplyser, at de har sendt en specialist til Narsaq, som skal udføre en debriefing og en vurdering af, om der er behov for ekstra hjælp.
Air Greenland oplyser til KNR, at man er i gang med at chartre både-/skibe, der foreløbig skal sejle mellem byerne Nanortalik, Qaqortoq og Narsaq, og at en mindre helikopter med plads til fem passagerer er indsat i trafikplanen, men ikke vil kunne lande i Narsaq foreløbig, hvorfor Air Greenland er i gang med at få godkendt en alternativ landingsplads tæt på heliporten.
Herudover påpeger de, at isen ved havneområdet i Narsarsuaq stadig er for tyk til at kunne anløbe med både, hvorfor al trafik til og fra Narsarsuaq skal foregå med helikopter.
Både Air Greenland og Mittarfeqarfiit understreger, at de tilbyder psykologhjælp til deres ansatte.