Tilfredshed med den nye havn i Sisimiut

Siden indvielsen i juni måned 2013 har de nye havnefaciliteter i Sisimiut givet god plads og særdeles velegnede omgivelser. Både for krydstogtturisterne og for erhvervslivet.
Skrevet af Peter Troelsen
07. oktober 2013 09:49

En af de helt store forbedringer er, at turisterne nu kan komme i land uden at skulle drible rundt mellem de mange containere, kraner og trucks på havnen. Derved kan man lede turisterne ind til byen via de spændende områder ved kajakklubben, jollehavnen og husflidsværkstedet.

-Vi kan meget lettere holde styr på de passagerer, som skal på ture. Turbusser kan køre helt hen til skibet, hvilket også er dejligt, da en stor del af passagererne er ældre og gangbesværede, fortæller Ivik Knudsen-Ostermann fra den lokale turoperatør Greenland Cruises.

Også hos krydstogtoperatørerne er der smil og tilfredshed med den nye havn, som borgerne i kommunen selv har finansieret via en ekstra skat på 1 %. Turisternes tilbagemeldinger har været enormt positive, og ord som outstanding er hverdagskost, når der tales tilbagemeldinger.

-Den store tilfredshed kan ikke lade sig gøre, uden at have de rigtige havnefaciliteter med plads, sikkerhed, tilgængelighed og servicefaciliteter som vand, olie m.m. Det er min opfattelse, at vi med den nye havn er i stand til at levere langt bedre landbaserede service til skibene og tilbagemeldingen fra flere rederier har været, at havnen er "verdensklasse", siger Frank Mieth fra Blue Water i Sisimiut.