Tilbageholdelse af voldtægtssigtet forlænget

Tilbageholdelsen af en 34-årig mand fra Qaanaaq, som er sigtet for voldtægt mod en 12-årig pige, er af kredsretten blevet forlænget med endnu fire uger.
Skrevet af Najaaraq Egede
29. november 2010 14:21

Den 34-årige blev anholdt fredag 29. oktober og fremstillet for retten dagen efter. Der blev det besluttet, at han skulle tilbageholdes i fire uger, mens sagen blev efterforsket.

Den formodede voldtægt skete på en kammerats bopæl, hvor også den 34-årige boede midlertidigt.

Grunden til at tilbageholdelsen forlænges, er, at politiet endnu ikke har modtaget vigtige resultater af de foretagede DNA-prøver. Når disse er modtaget, tager man stilling til, hvad der skal ske med den tilbageholdte.