Efterretningstjeneste: Der er en indbygget risiko ved kinesiske investeringer
Kina har de seneste år vist en stigende interesse for Arktis. Interessen er primært fokuseret på handel, forskning og naturressourcer til den enorme kinesiske industriproduktion.
Men selvom det udelukkende er kommercielle interesser, så vurderer FE alligevel, at der er særlige risici ved store kinesiske investeringer i Grønland.
Det skyldes ifølge efterretningstjenesten, at der er tætte forbindelser mellem kinesiske virksomheder og det politiske system i Kina.
LÆS OGSÅ Grønland vil samarbejde med Kina
De særlige risici skyldes den indvirkning, som større investeringer fra Kina vil have på et samfund af Grønlands størrelse, skriver FE.
- Hertil kommer, at risikoen for politisk indblanding og pression øges, når det drejer sig om investeringer i strategiske ressourcer.
Kina har blandt andet vist interesse for Grønland, da en kinesisk virksomhed sidste år opkøbte 12.5 procent af virksomheden GME, som står bag Kvanefjeldprojektet. Og i oktober skrev Sermitsiaq.AG, at et kinesisk forskningsinstitut ønsker at etablere en forskningsstation i Grønland.
LÆS OGSÅ Naalakkersuisut sender kvartet på charmeoffensiv i Kina