Tigerrejer under anklage

En ny undersøgelse om de populære kæmperejer og tigerrejer, kan indirekte blive en fordel for Grønlands verdenskendte koldtvandsrejer.
Foto © : KNR
Skrevet af Karsten Sommer
12. februar 2014 09:09

Tiger- og kæmperejerne er ellers en populær spise, men forholdene i rejeindustrien i Asien, Afrika og Latinamerika er forfærdelige.

De byder på alt - fra børnearbejde til drab - fortæller Eva Hessel Lundstrøm fra researccenteret Danwatch.

- Vi talte med en pige, der var 9 år gammel, da hun startede i rejeindustrien. Dér arbejder børnene op til 11 timer i træk. Så når der kommer store sendinger af rejer ind, så bliver børnene kaldt ind, og så knokler de fra morgen til aften med at rense rejerne, så de ser lækre ud, når de når frem til vores spiseborde.

Danwatch har i samarbejde med blandt andet det danske Forbrugeråd besøgt rejefarme i Thailand og Equador. Herfra kommer 8 procent af de varmtvandsrejer som kan købes i Danmark og her i landet. Her observerede forbrugerfolkene stærkt kritisable forhold.

Rejeindustrien har ødelagt kystbefolkningens liv i Equador. Rejefarmene i Equador er nemlig beskyttet af et sikkerhedshegn, der forhindrer lokale fiskeri i at komme ud til kysten. Og det er ikke et hvilket som helst hegn. Det er et strømførende hegn, med så stærk strøm, at en fisker der snublede ved hegnet, døde af elektrisk stød.

Netop på grund af forholdene, har supermarkederne i Sverige nu valgt at fjerne varmtvandsrejerne fra kølediskene. Men i Danmark og også her i landet, handles de stadig.

COOP-Danmark har valgt helt at droppe rejerne fra Thailand og Equador, men importerer fortsat fra Kina, hvis rejeproduktion ellers tidligere har fået kritik fra både Greenpeace og FN.

Danmarks forbrugerråds Camilla Udsen slutter iøvrigt op om kritikken af produktionsforholdene i industrien for varmvandsrejer.

Og hun peger blandt andet på koldtvandsrejer - såsom store grønlandske rejer - som det mest bæredygtige alternativ til tigerrejerne fra udlandet.

/DR/