Tidligere topchef er sporløs

Politiet i Ilulissat er færdig med at efterforske sagen om en tidligere ledende medarbejder i Qaasuitsup kommunia, der er mistænkt for underslæb på et større beløb. Sagen har været til juridisk vurdering, og tiltalespørgsmålet er nu klar til at blive meddelt til den tidligere medarbejder i kommunen.
Skrevet af Oline I. Olsen
03. oktober 2012 07:07

Men nu er han bare ikke til at finde, siger den daglige leder af politiet i Ilulissat Karl Vinther. Han ønsker ikke at sige noget om, hvorvidt der vil blive rejst tiltale mod den tidligere kommunalt ansatte for underslæb.

- Han skal ikke høre eller læse om resultatet af politiets undersøgelser i pressen. Det skal meddeles direkte til ham, understreger Karl Vinther.

Manden blev i november sidste år anholdt af politiet mistænkt for underslæb for et større beløb.

-Hovedparten af udbyttet blev efterfølgende fundet under politiets ransagninger på flere adresser i Ilulissat, forklarede politiet til KNR dengang. 

Politiet ønsker ikke at oplyse yderligere om underslæbets omfang.

- Vi regner med at finde ham snart, siger Karl Vinther, der venter at politiet taler  med manden indenfor en uges tid.