Tidligere taekwondo-kæmper skal få os alle til at leve sundere

Vi skal bevæge os mere og leve sundere, har det nye Naalakkersuisut besluttet. Peter Olsen er manden, der skal stå i spidsen for dét.
Grønlands Idrætsforbund klapper i hænderne over udnævnelsen af Peter Olsen. For dem er det nemlig et rent hattrick med en naalakkersuisoq for idræt. Foto © : KNR
Skrevet af Jørgen Semionsen
02. maj 2021 11:15

- Jeg er glad og stolt. Det er spændende, og jeg glæder mig. 

Det siger Peter Olsen (IA), der er landets første naalakkersuisoq for idræt.

Derudover har han også uddannelse, kultur og kirke som resortområde.

LÆS OGSÅ Overblik: Her er de nye Naalakkersuisut-medlemmer

For to uger siden skrev Inuit Ataqatigiit og Naleraq under på den koalitionsaftale, som skal binde de to partier sammen i Naalakkersuisut i de næste fire år. Og i den aftale står, at vi skal bevæge os mere og leve sundere.

Formålet er – på sigt – at gøre Grønland til det mest fysisk aktive land i verden. Og det skal Peter Olsen stå i spidsen for nu.  

De mest aktive i 2030 

Grønlands Idrætsforbund har allerede klappet højt i hænderne over udnævnelsen af Peter Olsen. For dem er det nemlig et rent hattrick med en naalakkersuisoq for idræt.

Så nu vil Peter Olsen arbejde sammen med de forskellige idrætsforbund. Han har selv været på taekwondolandsholdet engang – og nu skal han kæmpe for, at Grønland bliver det mest aktive land i verden. 

LÆS OGSÅ Peter Olsen: Beslutningen gjorde ondt i hjertet

- Der er afsat penge til at landsholdene skal udvikles – og det glæder jeg mig til, siger han. 

- Jeg ved, at Island lønner trænerne – det skal vi også lade os inspirere af. 

I Grønland får nogle landstrænere løn – men det gælder ikke for dem alle. 

Og GIF er glade - foreningen arbejder nemlig for, at vi skal være verdens mest aktive i 2030.

- Vi glæder os helt vildt til at fortsætte arbejdet i samarbejde med det nye Inatsisartut med naalakkersuisoq for sport i spidsen, siger formand Nuka Kleeman. 

Kunne have været borgmester

Peter Olsen fik flest stemmer til kommunalbestyrelsen i Kommune Qeqertalik og var indstillet til at blive borgmester.

442 stemte personligt på ham – og han fik flere stemmer end borgmester Ane Hansen. 

Men han stillede også op til Inatsisartut-valget – og da han fik muligheden for at komme i Naalakkersuisut, droppede han kommunalbestyrelsen. 

Peter Olsen sad også i Inatsisartut i den sidste valgperiode, hvor han var medlem af Finans- og Skatteudvalget. 

I sidste valgperiode var han også medlem af kommunalbestyrelsen i Kommune Qeqertalik – men det var altså før, at Inuit Ataqatigiit vandt valget og flyttede ind i regeringskontorerne.