Tiden nærmer sig for håndboldherrerne

I denne uge rejser herrelandsholdet i håndbold til Argentina for at deltage i de Pan-Amerikanske mesterskaber. Hvis drømmen om VM-deltagelse skal gå i opfyldelse, kræver det mindst en tredjeplads for træner Niels Møller og hans spillere.
Skrevet af Peter Troelsen
13. juni 2012 13:54

De sidst forberedelser er godt i gang, og i går aftes blev den næstsidste træningskamp spillet i Ringsted. Her mødte Grønlands landshold et hold fra Dalby forstærket med divisionsspillere fra Holte og Ringsted. Her blev det til en 31 – 25 sejr til landsholdet, der dermed fik et godt rygstød inden de vigtige kampe i Argentina.

I kampen var der specielt fokus på de taktiske ting, der skal bruges i holdets første kamp ved de Pan Amerikanske mesterskaber, hvor modstanderen er Chile. En nøglekamp for Grønland allerede fra starten. Det forventes at Grønland skal kæmpe mod netop Chile om en plads blandt de sidste fire ved turneringen.

På torsdag spiller holdet sin sidste forberedelseskamp, og her er modstanderne FIF, der også lægger bane til kampen i Frederiksberghallen. Herefter venter kampene mod Argentina, Chile, USA og Venezuela. De to bedste i gruppen går i semifinalerne og herfra går de tre medaljevindere videre til VM i 2013. Her venter verdenseliten i Spanien i januar måned.

Fredag rejser holdet til Argentina og fra mandag går det løs med de fire indledende kampe. Ud over Chile i den første kamp mandag d. 18. juni venter Argentina dagen efter. Næste modstander bliver USA i en kamp der spilles på Grønlands nationaldag, og dagen efter spilles den sidste puljekamp mod Venezuela. Semifinaler og medaljekampe afvikles i weekenden 23. – 24. juni.