Ti fartøjer blokerer havnen i Nuuk

De blokerende fiskere har politianmeldt, at turistbåden Kisak i dag brød gennem blokaden og efter fiskernes mening bragte otte mennesker i livsfare.
Blokade
Foto © : Ukendt
04. juli 2009 13:10

Fiskere i Nuuk blokerer fortsat havnen med et krav til landsstyret om at indføre mindstepriser for at sikre fiskernes økonomi. I alt ti fartøjer er involveret i blokaden.

Den ulovlige blokade betød i går, at passagerskibet Sarfaq Ittuk fra Arctic Umiaq Line lagde sig for anker et par hundrede meter fra kolonihavnen, så passagerer måtte transporteres ud til skibet med mindre både. I morgen vil blokaden, hvis den fortsat opretholdes, ramme et af Royal Arctic Lines atlantskibe.

De blokerende fiskere har politianmeldt, at turistbåden Kisak i dag brød gennem blokaden og efter fiskernes mening bragte otte mennesker i livsfare. En kvinde på et af fiskefartøjerne blev ramt på benene af en trosse, der sprang, ifølge en talsmand for fiskerne, Malaaraq Borup Nielsen.

Politiet har været ombord på samtlige fartøjer, der deltager i blokaden og noteret sig identiteten på de aktionerende fiskere.

Ifølge Malaaraq Borup Nielsen har Royal Greenland afgivet et tilbud om at betale 75 øre mere for torsk, men det er ikke tilstrækkeligt til, at fiskerne opgiver kravet om, at selvstyret skal sikre mindstepriser.

Formanden for fisker- og fangerorganisationen KNAPK, Leif Fontaine, vil ikke kommentere et eventuelt tilbud fra Royal Greenland. I et åbent brev til landsstyremedlem for fiskeri, Ane Hansen, skriver han i dag, at fiskere og fangere her i landet bliver nedværdigede og marginaliserede.

- Ved at indføre mindstepriser vil produktionsvirksomhederne få et skub i den rigtige retning og være med til at sætte gang i optimismen og støtte troen på fremtiden. Det er noget, der her og nu er behov for, skriver Leif Fontaine.

Landsstyremedlem Ane Hansen har afvist en mindsteprisordning her og nu, men erklæret sig villig til en dialog med fiskerne.