Thulesagen en skamplet i Danmarkshistorien

Den amerikanske regering har nemlig altid stået klar med en erstatning til de Thulearbejdere, der ryddede op efter at bombeflyet forulykkede i januar 1968. Men den danske regering har aldrig bedt om erstatningen. Jens-Peter Bonde siger:
- Den danske regering har ikke ønsket erstatning, fordi regeringen løj om A-våbens tilstedeværelse i Grønland. Man havde sagt, der ikke fandtes A-våben i Grønland, og når der ingen atomvåben er, så kan der heller ikke ske atomuheld, og så kan der heller ikke være nogen, der er kommet til skade, og så skal de heller ikke have nogen erstatning!
- Det er den kæde af argumenter den danske regering har brugt, selvom amerikanerne fra første dag har anset det for et atomuheld, hvor amerikanske arbejdere fik beskyttelsesdragter under oprydningen, mens de danske ingen fik. Det er en kynisme, der er enestående i Danmarkshistorien, siger Jens Peter Bonde.
- Den danske regering bør som et mindstemål sige ”undskyld” til de arbejdere, der blev sat til at rydde op uden beskyttelse. Vi kan jo se skaderne. Billeder af dyr, der er skadet, mennesker der bærer på skader fra dengang, som går i arv til senere generationer. Det er en skamplet i Danmarkshistorien, som vi må få ryddet op i, slutter Jens Peter Bonde, der deltog i konferencen for Thulearbejderne, i anledning af 40 årsdagen for ulykken.