Thulearbejderne prøver igen

En amerikansk advokat har netop meldt sig til rækken af kreditorer, der kræver penge efter det konkursramte entreprenørselskab Pihl og Søn. Det skriver Berlingske Tidende.
Skrevet af Martine Lind Krebs
23. oktober 2013 06:34

På vegne af en gruppe af de Thulearbejdere, der ryddede op efter B52 ulykken i 1968, kræver advokaten 1,1 milliard kroner, fordi flere af dem blev syge efter arbejdet i Pihls tjeneste.

Det samlede erstatningskrav til konkursboet beløber sig nu til omkring 4 milliarder kroner, hvoraf Thulearbejdernes krav er det største. Boet vurderes til at være omkring 600 millioner kroner værd, skriver Berlingske Tidende.

Den amerikanske advokat repræsenterer en gruppe medarbejdere, der var ansat i den dansk-amerikanske virksomhed Danish Construction Corporation, som blandt andet var ejet af Pihl. Arbejderne mener, at efterfølgende sygdomme som kræft skyldes den stråling, de blev udsat for i forbindelse med oprydningsarbejdet.

En rapport fra Statens Serum Institut fra 2005 konkluderede, at der ikke var fundet forhøjet dødelighed blandt Thulearbejderne som gruppe. Alligevel afviser kurator for Pihl, Henrik Steen Hansen, ikke, at arbejderne kan få held med deres krav:

- Man ved aldrig, hvad der sker her i verden. Arbejdere siger, at de er blevet syge. De har fået kræft og har alle mulige dårligdomme og symptomer på grund af strålingskader, siger han til Berlingske Tidende.

De danske Thulearbejdere blev i i 1995 tildelt en såkaldt godtgørelse på hver 50.000 kroner kroner. Men staten har aldrig villet påtage sig et erstatningsansvar for ulykken.