Thorning: Vi kæmper Grønlands sag

Der er fuld forståelse og opbakning fra Danmark, når det gælder den grønlandske sælfangst. Det forsikrede den danske statsminister Naalakkersuisuts formand Aleqa Hammond ved gårsdagens møde mellem de to regeringsledere.
Skrevet af Martine Lind Krebs
09. januar 2014 11:38

- Danmark kæmper den grønlandske sag, når det gælder sæl. Jeg tror ikke der er nogen tvivl om, hvor den danske regering står i den her sag, sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt, der dog ikke ville nævne nogle konkrete initiativer på området.

Aleqa Hammond pegede på, at Grønland også har behov for opbakning fra de danske medlemmer af EU-Parlamentet, hvor blandt andre de danske socialdemokrater var med til at vedtage importforbuddet.
- Det er vigtigt, at de danske beslutningstagere i EU, som vi læner os op ad, taler vores sag og gør opmærksom på, hvad inuitundtagelsen har betydet for os, sagde hun.

WTO’s afgørelse for nyligt om, at inuitundtagelsen er konkurrenceforvridende, risikerer at ramme den grønlandske sælindustri endnu hårdere end det oprindelige importforbud. Og derfor håber Aleqa Hammond på fælles dansk-grønlandsk front i sagen.

- Det næste skridt skal give forbedringer hele vejen igennem og sikre en fair behandling af de folk, som har en bæredygtig brug af sælen.

Canada har bebudet, at de vil anke WTO’s afgørelse, og det venter de to lande på i første omgang.