Terroreksperter fra 27 lande mødtes i dag

Terroreksperter fra alle de 27 EU-lande mødes i dag i Bruxelles. Og norske eksperter er inviteret med. Terroreksperterne håber at mødet vil give dem et bedre overblik over trusselsniveauet i Europa, efter begivenhederne i Norge.
Skrevet af DR
28. juli 2011 12:13

Ole Ryborg rapporterer fra Bruxelles:

Reaktionen var den samme i Europa i timerne efter fredagens terrorbombe i Oslo. Alle rettede øjeblikkeligt mistanken mod militante islamister.

Men denne gang var det ikk e islamister, men derimod en norsk nationalkonservativ kristen som stod bag terrorangrebet. Det giver stof til eftertanke.

For de terroreksperter som indledte deres møde i Bruxelles her til formiddag, afføder begivenhederne i Norge en række spørgsmål. Er der for eksempel behov for at justere trusselsbilledet, når EU landene vurderer risikoen for terror, begået af personer på den ekstreme højrefløj. Emnet er særligt aktuelt, da Anders Breivik forsøger at efterlade det indtryk, at han er en del af et europæisk netværk.

Eksperterne vil også diskutere om det generelt er nødvendigt, at øge overvågningen af det ekstreme miljø på højrefløjen.

Anders Breivik har været aktiv i forskellige forums på internettet og et af spørgsmålene er, om terrorhandlingen kunne være opdaget og forhindret, hvis overvågningen havde været større.

Spørgsmålene er mange. Mange flere end eksperterne fra 27 lande kan nå at svare på i dag, i Bruxelles.

Dagens møde skal da heller ikke ses som stedet, som giver svar på de mange spørgsmål, som terrorhandlingen i Norge har givet anledning til. Mødet er i stedet startsskuddet til en proces, hvor alle EU landene nu går i gang med at revidere opfattelsen af terrortruslerne i Europa.