Terror i Norge har krævet mindst 16 dødsofre

Den norske hovedstad Oslo er i dag blevet ramt af flere højdramatiske hændelser, der på nuværende tidspunkt menes at have krævet mindst 16 dødsofre.
Skrevet af Karsten Sommer
22. juli 2011 16:21

Klokken 15.20 i eftermiddags - klokken 11.20 grønlandsk tid - sprang en bilbombe midt i det norske regeringskvarter i Oslos centrum og ødelagde en stribe bygninger, blandt andet den norske statsminister Jens Stoltenbergs kontorer. Syv mennesker er lige nu bekræftet døde, og mange er blevet alvorligt såret ved bombesprængningen.

Og senere på eftermiddagen skød en mand, forklædt som politibetjent, flere unge mennesker på en politisk ungdomslejr for Arbejderpartiets Ungdom, som fandt sted på øen Utøya, nær den norske hovedstad.

Her er foreløbig bekræftet ni døde ved skuddramaet, som ifølge nyhedsbureauerne blev udført af en norsk udseende mand, der sent i eftermiddags trængte ind ved mødet, angiveligt for at udføre en rutinekontrol i forbindelse med eksplosionen i Oslo.

I stedet begyndte han at skyde vildt omkring sig og dræbte altså mindst ni personer. Politiet taler dog om at drabstallet kan komme op på 10 døde ved ungdomsstævnet.

Der var omkring 560 unge mennesker til ungdomstræffet på øen, som ejes af Socialdemokraternas Ungdomsforbund.

Politiet oplyser at manden der skød, er blevet pågrebet, og politiet tror, at der er en sammenhæng mellem bomben i Oslo og skyderiet på Utøya.
Den falske politimand, der åbnede ild på sommerlejren, er nemlig også set ved bombemålet i Oslo. Det bekræfter norsk politi.

- Vi kan bekræfte, at en person er anholdt, og vi mener, at han har haft med begge hændelser at gøre, siger rigspolitimester Sveinung Sponheim ifølge nyhedsbureauet NTB.

En mand i politiuniform blev nemlig i eftermiddags inden bombesprængningen set i en brun varevogn uden for den bygning, der rummer regeringskontorerne, der blev ramt af den voldsomme bombeeksplosion.

Politiet kender nu mandens identitet, men indtil videre er der ikke kommet flere oplysninger om, hvem han er. Politiet tør heller ikke sige, om manden har handlet på egen hånd eller sammen med andre.

- Motivet er højst uklart, siger Sponheim.