Telestyrelsen skærer igennem

Det lykkedes ikke at opnå enighed om samtrafikken mellem Nuuk Skynet og Tele Greenland, så nu har Telestyrelsen udarbejdet et forslag, som er sendt til høring hos parterne. I bedste fald vil der snart komme en afgørelse, og i værste fald kommer vi til at vente til 2014, hvis en af parterne bringer sagen igennem retssystemet.
Skrevet af Peter Troelsen
27. juli 2012 12:40

Der har i juli måned været forhandlet mellem de to parter med telestyrelsen som kampleder, men Tele Greenland trak sig med begrundelse om, at de ikke havde fået det relevante materiale fra Telestyrelsen. En udlægning chefen for Telestyrelsen slet ikke kan kende.

-Vi har, i god tid, sendt alt relevant materiale ud til både Nuuk Skynet og Tele Greenland, så jeg kan kun afvise Tele Greenlands direktørs påstande om det modsatte. Desværre kunne man ikke opnå en aftale om de kommercielle vilkår for udnyttelse af søkablet. Derfor har vi nu lavet et udkast, som vi har sendt til de involverede parter. Vi håber på at denne høring kan føre til at den fastlåste situation, der har stået på siden marts sidste år, så kan blive låst op, fastslår chefen for Telestyrelsen Nicolai Odgaard Jensen i en samtale med knr.gl.

De priser, Telestyrelsen nu har regnet sig frem til, vil selvsagt komme til at gælde for både Tele Greenland og den nye spiller på markedet Nuuk Skynet, og skulle Tele Greenland få underskud på driften af radiokæderne udenfor Nuuk, så er det alle udbydere, der dækker solidarisk.

-Siden forhandlingerne brød sammen, har vi kigget hele området igennem, indhentet nye tal for trafikken og med den ballast mener vi at have ramt lige i plet med vores udkast. Så er det op til parterne at komme med deres tilkendegivelser, og jeg tror på, at de vil opføre sig anstændigt, så kunderne ikke bliver holdt hen med snak i en længere periode, slutter Nicolai Odgaard Jensen.